Ønsker mig en drøm til jul
Det var mørkt og koldt. Jeg var ked af det. Trist. Der var skyllet bunker af tang op på stranden. Ovenover mig strålede stjernerne blinkende klart på en nattesort vinterhimmel. Når jeg lagde nakken tilbage, så jeg Carlsvognen pege på Nordstjernen. Dette mægtige verdensrum, alle disse stjerner i en blød bue helt ned til horisonten. Smukt.

"Nu hopper du ikke i havet!", knitrede det i telefonen.
"Nej, det er vist hundekoldt. Øjeblik". Jeg satte mig på hug i vandkanten og lod noget vand risle mellem fingrene og ned på håndfladen. "Ja, nu har jeg mærket på vandet. Det er alt for koldt at drukne sig i".
"Nå. Du kan komme om til mig og snakke, hvis du vil", sagde den unge kvindestemme i telefonen. Hun har sådan et stort hjerte. Det er svært at være trist i hendes selskab, selvom jeg gjorde mit bedste. Kender du det? Når man er rigtig trist, så er der ingen ende på hvad der er galt? Den nat var der alt i vejen med mit liv. Du ved, sådanne gode og vægtige årsager til at være ked af det. Men som sagt, nogle mennesker har den vane, at de ødelægger ens dårlige humør. De tager ikke ulykkerne alvorligt, og de tror ikke på dommedag. Jeg bliver i bedre humør, i deres selskab. Jeg bliver også nemt forelsket.

"Der er ikke noget galt, Ambjørn". Hun strøg ydersiden af mine arme, og lagde sig indmod min ryg med armene om min hals. Mit hjerte begyndte at slå i dobbelt takt, og mit åndedræt blev forsigtigt. Jeg kunne mærke hendes næsetip mod højre øre. "Du har bare brug for kærlighed, du har brug for en kæreste", hviskede hun, og tilføjede: "Og det er ikke mig".

Lidt senere gik jeg hjem gennem natten. Nogle gange er mit liv ensomt. Så er jeg alene. Som en stjerne højt deroppe på den sorte nattehimmel. Blandt milliarder af andre stjerner. Og der er lysår imellem os. Pludselig er jeg også blevet gammel. Og jeg sover stadigvæk på en madras på gulvet. Måske jeg skulle tjene nogle flere penge? Problemet er bare, at jeg har penge-allergi. Det er en ret alvorlig sygdom. Når jeg har penge mellem hænderne, får jeg en allergisk reaktion og svulmer op til dobbelt størrelse. Måske overdriver jeg. Men jeg tager i hvert fald 20 kilo på. Desuden er jeg modstander af penge. Det er noget moralskt. Penge gør os til forbrugere, og jeg bryder mig ikke om forbrugersamfundets gudsforladte indkøbshaller. I mine øjne ligner indkøbsvognene i Bilka tanks med larvefødder, der pløjer brede spor henover kvinderne i indonesiske tøjfabrikker, grisene i tremmestalden, børneslaverne i kakaoplantagerne. Indkøbsvogne er våben i en krig, som jeg ikke vil være med i. Penge giver os frihed, ikke sandt? Men for mig ligner det ikke nogen frihedskamp, det ligner en kamp om at forbruge mest muligt.

Nå. Sådanne tanker gjorde ikke mit humør bedre, må jeg indrømme. Måske jeg skulle starte helt forfra, med noget helt andet? Så jeg besøgte min kloge bror. Drak nogle øl, røg nogle cigaretter, og nød at snakke med et fornuftigt menneske. Han kunne fortælle mig, hvad jeg skulle gøre med mit liv, håbede jeg.
"Måske du skal prøve noget nyt?", foreslog han.
Den var jeg med på. Sådan plejer det at være, når jeg kører træt, så dropper jeg mit job og tager en ny uddannelse. Eller flytter. Eller forlader. Fortryder.
"Prøv at leve livet, Ambjørn", sagde min bror venligt. Jeg drejede hovedet, og kiggede ud på den sovende by udenfor vinduerne.
"Jeg vil gerne leve livet. Hvor gør man det henne? Hvor går man hen og siger, dav, jeg vil gerne leve mit liv her?"
"Du skal virkeliggøre dine drømme".
"Og hvad så, hvis jeg ikke har nogen drømme?"
Min bror trak på det, lod blikket vandre rundt i stuen, tænkte sig om. "Hvis du ikke har nogen drømme, så er det på tide, du får nogle" mente han.

Sådan blev min ensomhed i natten forvandlet til et ønske om at få en drøm. Hvilke drømme i livet har du? Fortæl mig, så kan det være jeg lærer at drømme selv.

© Ambjørn C